Referat fra mødet den 30. november 2018

Mødet i Herreværelset den 30. november 2018

Nærmest fuldt hus igen og her mener jeg ikke i Poker, men mødedeltagere. 71 medlemmer (så vidt vides) havde fundet vej til mødet og Erling kunne igen byde velkommen til såvel nye som ’gamle’ medlemmer. Bordopstillingen til møderne i de nye mødelokaler virker perfekt i samklang med en god akustik. Der er rig mulighed for at snakke med hinanden ved bordene – og det blev der så sandelig også – supergodt.
 
Ove havde fundet sangen ’I alle de riger og lande’ frem til dagens fællessang. Og den kunne der virkelig synges med på. Det lød jo faktisk som et helt godt herrekor og det lover godt for en høj sangstemning til julefrokostens glade julesange.
 
Herefter præsenterede Erling dagens indlægsholder Deniz Serinci.
 
Under frokosten informerede Erling om julefrokosten (næste møde), som du kan læse nærmere om længere nede i nyhedsbrevet. Erling kunne også oplyse, at turen til Hamburg den 14. og 15. maj 2019 nu er fuldt booket, men at du stadig kan skrive dig på en venteliste i tilfælde af eventuelle afbud.
 
HUSK tilmelding til møderne via linket i nyhedsbrevet og tilmeld dig gerne mødet i god tid. Men det er der jo nok heller ikke noget problem med at huske til næste møde – den store julefrokost.
 
 
Er de danske Syrienskrigere en trussel mod Danmark
 
Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) kommer den største terrortrussel mod Danmark fra militant islamisme, heriblandt hjemvendte Islamisk Stat (IS)-krigere. Og hvem er de hjemvendte 67 Syrienskrigere? Hvem er de 21 kvinder fra Danmark, der tog til Syrien? Hvordan er de blevet radikaliseret og hvordan modvirker vi radikalisering?
 
Nogle af disse spørgsmål kom Deniz Serinci med nogle gode bud på i sit indlæg på mødet. Deniz har skrevet to bøger om IS, har interviewet danske Syrienskrigere og besøgt Islamisk Stat (IS)-områder i Irak og Syrien 12 gange på 3 år. Endvidere har han været graverjournalist på Ekstra Bladet, hvor han skulle finde danske Syrienskrigere.
Så hans kompetence på det område findes næppe større, hvilket også kom godt til udtryk i indlægget, hvor han nævnte den ene efter den anden med navn mm. Men det med navne har jeg så udeladt. Primært fordi jeg ikke kan huske navnene og hvis jeg kunne, så ikke kan stave til dem. Så derfor ingen navne.
IS er en udløber af Al Kaida, men har i modsætning til dem været langt bedre til at tiltrække folk til deres rædselsregime, bl.a. ved at ’markedsføre’ sig selv på engelsk og med jævnlige aviser og nyheder på de sociale medier. Noget vi måske burde være mere opmærksomme på, så der i tide kan reageres.
 
Deniz fortalte, at ca. 150 (det er dem man har kendskab til) er taget til Syrien som IS krigere eller for på andre måder at støtte IS. I sin undersøgelse af, hvem og hvorfor de er taget af sted, har Deniz på baggrund af aktindsigter og sine interviews med IS krigerne fundet frem til, at de stort set alle er rekrutteret gennem en dansk statsborger med pakistansk baggrund bosiddende og studerende i Danmark (læste til ingeniør på Ingeniørhøjskolen i Ballerup). Men også, at rigtig mange har haft deres gang i kun 5 af de ca. 170 moskeer i Danmark.
 
Og ikke overraskende, efter hvad TV2 og andre medier har afdækket, var der et meget stort antal fra Grimhøjsmoskeen i Århus. Af de ca. 34 der tog afsted fra Århus, var de 27 en fast del af Grimhøjsmoskeen. Lidt til eftertanke.
 
Og hvem var de så? De fleste var opvokset i et islamisk miljø her i Danmark, men der var også etniske danskere, der havde konverteret til islam. Specielt hos de unge piger, der tog afsted. Nogen havde følt sig lidt ’udenfor’ samfundet i almindelighed, mens andre havde en fortid som mere eller mindre kriminelle på et eller andet niveau. Men generelt kan det vel siges, at de alle er blevet lokket af sted med forskellige forventninger til deres opgaver hos IS. Nogen ville gerne være de barske krigere og andre ville måske ’blot’ støtte med deres religiøse baggrund.
 
Men det står jo lysende klart, at de er blevet radikaliseret i bl.a. fængsler og moskeer og på det nærmeste vel ’hjernevasket’ til at tro på deres mission, hvilket dog ikke skal fritage dem for den gru de har medført andre mennesker. De har jo trods alt selv valgt det.
 
Deniz kunne fortælle om sine mange rystende oplevelser hos IS. Hvordan man henrettede homoseksuelle ved at bagbinde dem og give dem bind for øjnene for derefter at kaste dem ud fra et tag på et højt hus, voldtog kvinder og små piger, hvordan man handlede og betragtede kvinder og piger og meget mere gruopvækkende.
 
Vold, vold, terror og atter vold var dagligdag hos IS. Men de valgte dog deres Kalif (leder) på demokratisk vis. 9 ud af 11 stemte på ham som deres leder. Desværre for de 2, der stemte imod endte demokratiet så her. De blev naturligvis henrettet. Man kan jo ikke have nogen, der har en anden mening.
 
En IS kriger blev ’belønnet’ med 300-700 dollars om måneden (hvis de da overlevede en måned) samt frit brug af kvinder og piger. Det tiltrak også nogen af de fanatiske IS krigere. Og for at kunne betale dette, tjente IS penge ved bl.a. salg af olie fra Irak og Syrien (til hvem! – de har jo så på en eller anden måde stået i ledtog med IS) og løsesum for de udlændinge de havde taget i fangenskab. På et tidspunkt var der over 6.000 fanger og løsesummen kunne sagtens være på 10-20 mio kr.
 
Af de ca. 150 kendte danske ’Syrienskrigere’ er 67 vendt tilbage, hvoraf nogen er dømt for deres medvirken. 37 er bekræftet døde og 9 sidder i fængsel, 7 i Syrien og 2 i Tyrkiet. De venter på at kunne komme hjem, men det tager forhåbentlig sin tid. De resterendes skæbne kendes ikke. I hvert fald ikke officielt.
 
Og mon ikke PET holder et rigtigt godt øje med de 67 hjemvendte ?
 
De fleste tog til Syrien i årene 2013-2015 men  efter IS’s sammenbrud er der ikke siden begyndelsen af 2017 længere nogen, der er taget til Syrien for at medvirke i IS’s vold og terror.  I marts 2017 forsøgte en ung pige at tage af sted, men hendes forældre tog hendes pas og meldte hendes hensigt til politiet. Det medførte en fængselsstraf til pigen på 3 år – udelukkende på grund af hensigten.
 
Men desværre er IS jo ikke helt tilintetgjort endnu og bliver det desværre nok heller aldrig. De har foreløbig en mindre base i det nordøstlige Syrien, hvor fra de bl.a. fører voldelige angreb mod kurderne (og for egen regning, måske støttes lidt af Tyrkiet i de handlinger) og formodentlig også planlægger deres terrorangreb i vesten. Og terror er jo det våben de kender og som de ved vi alle frygter. Så fri af IS kommer vi ikke.
 
Og hvad kan man så fremtidig gøre for at forhindre, at nogen fra Danmark tager del i sådanne voldelige handlinger som IS krigere har gjort. Et rigtigt godt spørgsmål, som Deniz  jo heller ikke kunne give et entydigt svar på. Skal man f.eks. lukke Grimhøjsmoskeen og tilsvarende kendte radikaliseringsmoskeer? Ja, det kunne man jo gøre, men så har man jo ikke fra PETs side ’snor’ i, hvem og hvor radikalisering foregår – og hvad så!
 
Kan man gøre mere for at undgå radikalisering i vores fængsler? Ja, det kunne være en mulighed. Der er jo i hvert fald ingen ide i at sætte folk sammen med allerede kendte radikaliserede medfanger.
 
Men ellers er det vel bare for PET at være OBS på miljøet og håbe på, at de har helt styr på både de hjemvendte ’Syrienskrigere’ og de evt. kommende radikaliserede, så vi undgår terror her i landet.
 
Det var et meget barskt, men også superinteressant og oplysende indlæg fra Deniz, som vi siger tak for. Det skabte en hel del debat ved bordene under frokosten.
 
Her er Deniz Serinci midt i IS-krigen: https://www.youtube.com/watch?v=MXa0Evx2vpE
 
Deniz Serinci har senest skrevet en aktuel bog ”Slave i Islamisk Stat” (Gyldendal), der  er blevet rost af anmelderne og har fået mellem 4 og 6 stjerner.

Læs om bogen på Deniz Serinci´s hjemmesiden her.