Referat fra mødet den 4. oktober 2019

Mødet i Herreværelset den 4. oktober 2019
 

Hvis mødet var et spil Poker Så sad vi med en god hånd – fuldt hus. Ja, for der var fuldt hus til mødet i Herreværelset, hvilket vil sige 90 deltagere (måske endda lidt flere, da der var kommet nogen ikke tilmeldte medlemmer) og også fuldt hus, hvad snak og stemning angik. Så appellen fra sidste nyhedsbrev om at der var plads til flere blev måske hørt.
 
Så Erling kunne med forkromet overblik over den store forsamling byde velkommen til både ’gamle’ og nye medlemmer.
 
Ove havde som lovet fundet en sang frem, som vi alle burde kunne synge med på og det havde han held med. Sangen var akkompagneret af Lille Bo og familien Andersen og var så naturligvis ’Jeg har set en rigtig negermand’ (nu håber jeg så ikke, at ’n-ordet’ bliver bortcensureret for så er det jo ikke den samme sang mere), men måske der var en skjult bagtanke med henblik på dagens indlæg om slavetiden på De Vestindiske Øer.
 
OBS! Som du måske har set under ’Kommende møder’ eller i sidste nyhedsbrev er det jo ved at være den tid, hvor borgmester Thomas Lykke Pedersen  kommer på sit årlige besøg i Herreværelset (1. november) og fortæller lidt om rigets tilstand (eller måske dog kun kommunens) og svarer på spørgsmål fra mødedeltagerne.
 
Du har derfor, som også tidligere år, mulighed for at stille skriftlige spørgsmål til borgmesteren forud for mødet, så han kan komme vel forberedt. Du kan sende dine spørgsmål til mig (Bent Marcussen) på jbmarcussen@gmail.com så samler jeg dem op og sender til Thomas Lykke Pedersen i god tid før mødet – og hold dig endelig ikke tilbage, hvis du har noget på ’hjerte’, du gerne vil have svar på.
 
Men jeg skal have dine spørgsmål senest den 15. oktober for at Thomas kan nå at forberede sine svar.
 
Og der er endnu kun kommet få spørgsmål, så fat bare tasterne og send mig dine spørgsmål. Intet er for stort og intet er for småt.
 
 
Så skal vi en tur til De Vestindiske Øer
 
På forrige møde var vi jo lige en lille tur i Afrika, og på dette møded tog vi så lige i kølvandet på de gamle danske slaveskibe over Atlanten til De Vestindiske Øer. Dog lidt mere behageligt og sikkert end den gang.
 
Henrik Teilskov holdt et indlæg om de gamle øer under dansk herredømme og lidt ’turistinfo’ om øerne nu.
 
De Vestindiske Øer består primært af 3 ’hovedøer’. St. Thomas, der er den største ø og på størrelse med Ærø, St. Jan, der er på størrelse med Fanø og St. Croix, der er på størrelse med Møn. Småøer, som jo i praksis kun er små fingerbøl i Det Caribiske Hav og helt ærligt, det kom da lidt bag på mig, at øerne ikke var større.
 
Nåh men St. Thomas var den første af de 3 øer, der blev dansk koloniseret. Det skete i 1670’erne (eller 80’erne – husker det ikke eksakt) i tiden under Chr. den 5. Den gang havde Danmark en af verdens største flåder og selvfølgelig skulle vi også have en koloni et eller andet sted lige som hollænderne, franskmændene, englænderne, spaniolerne og portugiserne, der dog må siges at være kommet os godt i forkøbet med kolonier verden over.
 
Ganske vist handlede vi allerede med Kina (i Cantons havn), da fremmede ikke måtte komme ind i landet) og havde lejet et stykke jord i Indien til handelsformål (det, der kom til at hedde Trankebar) og vi havde såmænd også plantet nogle forter (4 styk) på en kyst i Afrika (det blev i øvrigt kaldt Guldkysten og er det nuværende Elfenbenskysten og Ghana).  Så vi var da allerede om os ude i den store verden, så hvorfor så ikke også Det Caribiske Hav, hvor de andre store sønationer jo allerede havde fundet vej til.
 
Så det blev altså den ubeboede lille miniput ø, der fik navnet St. Thomas. Øen var meget kuperet og derfor svær at opdyrke optimalt, men den havde en fremragende havnemulighed med en naturhavn. Og det var så også her, at De Vestindiske Øers hovedstad, Charlotte Amalie, blev grundlagt. Et i øvrigt mærkeligt bynavn, men så blev Chr. den 5.’s dronning da også en del af historien.
 
I 1721 udvidede vi vores caribiske territorium med naboøen, der kun lå 5 km. fra St.Thomas. Den var også svær at opdyrke, da den også var meget kuperet. Øen var i øvrigt ikke ubeboet, men det lod vi os ikke slå ud af. Vi plantede da bare det danske flag og vupti, så var øen, der fik navnet St. Jan, nu pludselig dansk.
 
Men der skulle jo arbejdskraft til at få dyrket noget, der kunne indbringe lidt valuta til kongen og de andre velhavere, der havde investeret i plantager og andet på øerne.
 
I starten forsøgte man sig med at hverve folk her fra landet, både landarbejdere, håndværkere og straffefanger, men det var ikke helt nok og lidt besværligt var det også, da mange jo døde undervejs til de tropiske øer.
 
Næh, så var det bedre med nogle fremmedarbejdere (slaver), der dog skulle fragtes fra Afrika til Caribien – men der kunne fragtes mange og hvis nogen døde undervejs (og det gjorde de), ja, så skidt pyt. Der var jo mange at tage af. Og så var det jo fint, at vi havde nogle bygninger på den afrikanske kyst, hvor der kunne stuves nogen arbejdsduelige sammen til næste slavetransport.
 
Der blev på den måde grundlagt en trekantshandel. Først sejlede man varer fra Danmark til Afrika (geværer, krudt og kugler, brændevin og uld), der kunne bruges i byttehandel med slaver. Derefter sejlede man slaver til De Vestindiske Øer og solgte dem godt her for derefter at sejle sukker og andet herfra tilbage til Dannevang. En rundtur, der godt kunne tage et par år. Men hvad gør det, når bare investorerne tjente gode penge.
 
Og det gjorde de. Det ses bl.a. tydeligt at de mange palæer, der den gang blev bygget. Bredgade i København er fyldt af palæer fra den tid. Den rigeste familie næst efter kongen, var Ernst Schimmelmann, der virkelig tjente gode penge på handel fra De Vestindiske Øer. Han var i øvrigt også finansminister, så han havde vel en vis indsigt i handelsmulighederne.
 
I 1733 opstod der et større slaveoprør på St. Jan og det tog ca. et halvt år at nedkæmpe oprøret og kun med hjælp fra franske soldater.
 
Det var så også i 1733 vi erhvervede os den sidste af de 3 øer, St. Croix. Øen ligger hele 70 km. fra St. Thomas, men var i modsætning til både St. Thomas og St. Jan let at opdyrke, da øen er relativ flad.
 
Vi købte øen af franskmændene for lidt ’håndslik’, da de hellere ville bruge deres ressourcer på den ø, der i dag rummer både Den Dominikanske Republik og Haiti. Og nåh ja, så er øen da også væsentlig større end St. Croix, så det forstår man vel godt.
 
Så i 1730’erne havde Danmark så hele 3 små tropeøer vi kunne prale med.
 
St. Croix var en givtig ø og der blev her grundlagt 2 byer, Christianssted og Frederikssted (smart nok at opkalde dem efter de konger, der grundlagde dem) og her fra foregik en stor del af transporten med sukker og rom til Danmark.
 
Men alt var jo ikke lutter idyl selv om det var nogen dejlige tropeøer. Derfor blev der bygget en del forter på øerne, som stadig kan ses i dag. De var bemandet med få soldater og embedsmænd for selvfølgelig var der flere gange, hvor slaverne forsøgte at gøre oprør, men det blev slået hårdhændet ned hver gang.
 
Og slavernes forhold var jo både hård og kummerlig. Det ved vi jo nu alt om fra historien, så det behøver jeg nok ikke at skrive en ’bestseller’ om. Det var en sort tid i dansk historie, som vi dog ikke kan ændre på.
 
I begyndelsen af 1800-tallet blev der også fra flere sider sat spørgsmålstegn ved den måde vi og andre lande behandlede slaverne på. Englænderne var de første til at sætte fokus på slaveforholdene og lempede da også vilkårene for deres slaver. Vi fulgte efter med en lov i 1843 om, at der 10 år herefter ikke måtte tilføres flere slaver end dem der allerede var. Ikke nogen slavefrigivelse, men da en begyndelse.
 
Det var først da Peter von Scholten, der var guvernør på De Vestindiske Øer, i 1848 følte sig presset af slavernes protester, at han fra sin embedsbolig proklamerede, at slaverne nu var frie. Det var bestemt ikke populært hos plantageejerne og måske var det derfor, at Peter von Scholten straks efter rejste tilbage til Danmark, hvor han døde i 1854.
 
Og det blev så begyndelsen på enden af kolonitiden i Det Caribiske Hav. Som bekendt solgte vi jo i 1917 øerne til USA for ca. 20 mio dollars, hvilket den gang svarede til ca. 1 års finansbudget.
 
Henrik fortalte også nogle (måske) røverhistorier om, at De Vestindiske Øer havde indgået i flere fredshandler gennem tiderne. Bl.a. havde englænderne i 1814 besat øerne (da var vi jo i krig med englænderne), men frigav dem til os igen mod at vi afstod Norge til Sverige. Den tror jeg nu ikke helt på da Sverige jo den gang fik en Bernadotte (en franskmand, som englænderne jo var i krig med) som konge – men hvem ved, alt kan jo være uforudsigeligt i verdenspolitik.
 
Og så skulle øerne også have været en del af en handel med Bismarck efter nederlaget i 1864, hvor Bismarck fik tilbudt øerne mod at vi så fik Slesvig. Det synes jeg lyder endnu mere usandsynligt og helt ’udenfor’ mine historiebøger gennem skoletiden. Men det kan da godt være, at Bismarck havde ’bidt på’, hvis han havde været forudseende og set charterturismens komme 100 år efter.
 
Henrik sluttede sit indlæg af med at fortælle om de rester og turistmål fra den danske tid, som stadig er tilbage fra vores kolonitid på De Vestindiske Øer.
 
Så en stor tak til Henrik for et rigtigt godt uddybende historisk indlæg, der gjorde os klogere på danskertiden i Caribien.
 
Du kan læse mere om Ernst Schimmelmann her https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/ernst-schimmelmann-1747-1831/
 
Og du kan læse mere om Peter von Scholten her  https://da.wikipedia.org/wiki/Peter_von_Scholten . Jeg kan også anbefale filmen om ham med Ole Ernst som von Scholten.
 
Og her kan du så selv læse mere om historien om St. Thomas https://da.wikipedia.org/wiki/Sankt_Thomas