Referat fra mødet den 10. januar 2020


Mødet i Herreværelset den 10. januar 2020

Hi ho, hi ho til møde vi gå (det rimer da lidt) og 90 medlemmer havde igen fundet vejen eller skal vi sige tilmeldingsknappen til Herreværelsets første møde i 2020. Desværre var der 17 medlemmer på venteliste og det betyder, at vi naturligvis vil gøre en stor indsats for at få plads til flere på vores møder, men logistisk er det lidt svært mht. bordopstilling mv. Men lad os nu se, måske får vi et genialt indfald – det sker jo ind imellem.

Erling bød velkommen og et godt nytår til alle og specielt velkommen til alle nye medlemmer, som han mente måske kunne ’opdrage’ lidt på os ’gamle’ – en nærmest umulig opgave – de er jo ikke anderledes i sind og sjæl, så bare rolig, det bliver som det plejer – god social hygge, snak og samvær.

Naturligvis, fristes man til at sige, havde Ove fundet det rigtige nytårsskyts frem til dagens møde. Med en video blev der lige fyret lidt nytårsraketter af inden DR’s pigekor isang ’Vær velkommen Herrens år …’ og det var der god mening i, men jeg synes nu nok, at Herreværelsets kor var lidt svagt i mælet – men som Poul Nyrop en gang sagde i en nytårstale: ’Det må kunne gøres bedre’. Så pust gerne lidt mere luft i lungerne til næste mødes fællessang.

Efter fællessangen havde Erling en del informationer, som du kan se her.

Han havde en stor hilsen til os fra Dameværelset. De havde fået lov til at tage en enkelt brændevin til deres julefrokost af det nogen medlemmer havde sponsoreret til vores julefrokost – og der var vist ingen af os ved julefrokosten, der gik tørstige derfra. OG bare rolig nu, der er en enkelt snaps til os, når vi fortjener det (og gør vi ikke altid det spørger jeg bare spagfærdigt).

Og så synes Erling, at vi skal forsøge at være lidt mere mødekultiverede i det nye år (det var dog noget af et nytårsforsæt!). F.eks. kunne man vente med at spise, til der bliver sagt ’værsgo’, så alle har fået mad og drikke på bordene. Der vil fremover være affaldssække ved udgangen fra salen, hvor i bedes putte affaldet i og der vil være kurve, som i kan lægge bestik i. Dåserne sættes også på bordet ved udgangen – hvor der også er en sort lærredspose, hvor i kan deponere jeres navneskilt til næste gang.

Tag den! Men det bør vi kunne efterleve.

Der er jo, som i kan se af tilmelding til møderne, rift om pladserne i Herreværelset – derfor, hvis du har tilmeldt dig og alligevel ikke kan komme, bedes du skrive til Erling. Så vil den første på ventelisten få din plads og du kommer så gratis med på det næste møde du ønsker at deltage i. Til nød kan du også få pengene retur af Erling kontant. Det er jo ærgerligt, hvis der er pladser og mad til overs, der kunne komme en anden til gavn.

Der er nu 7.570 medlemmer af Ældre Sagen her i kommunen men der er stadig ca. 400 frivillige, så der kan godt bruges flere. Hvis du gerne vil være frivillig til et eller andet under Ældre sagen, så kan du henvende dig til Erling på erlingvraa@hotmail.com.

Der arbejdes med at oprette sorggrupper, ’spis sammen’ grupper og madlavningskurser, f.eks. italiensk for begyndere. Hvis du vil vide mere eller gerne deltage her i, så skriv til Erling.

Erling havde også haft et møde med FKE (Fredensborg Kommunes Elevråd), der gerne ville have et samarbejde med Ældre sagen på forskellige områder. Det kunne f.eks. være at blive mentor for elever i de ældre klasser eller læse historier for de mindste klasser. Og det gælder for alle klasser i kommunen. Så hvis du har mod på det – og ikke mindst interesse for det – så kan du henvende dig til Erling på erlingvraa@hotmail.com, der så vil formidle kontakt. En social opgave, der helt klart vil give begge parter en stor oplevelse og forståelse for hinandens tanker og væremåde. Jeg håber mange melder sig.

Erling har samtidig inviteret nogle af FKE’s medlemmer til at deltage i vores møder som deltagere på balkonen over mødelokalet. Så hvis de unge mennesker kommer, så tag godt imod dem. Det er trods alt vores fremtid.

Herudover kunne Erling informere om, at Henning Larsen, tidl. Snedkermester og nu medlem af Herreværelset, tilbød et sikkerhedstjek af ens hjem for at undgå evt. indbrud. Henning var selv med til mødet i dag og kom med følgende gode tilbud til Herreværelsets medlemmer:

”Når man sidder og ser på alle de indbrud, der har været i år bliver man lidt ked af det på ofrenes vegne. Jeg har en baggrund som snedkermester gennem mere end 30 år og vil kunne tilbyde medlemmer af Ældre Sagen i Fredensborg Kommune en gennemgang af deres bolig, med en skriftlig opgørelse af, hvad man eventuelt kunne gøre bedre. Jeg udfører ikke arbejdet men kommer med gode råd til dem der vil udføre arbejdet selv, eller man kan bruge mine råd til at få låse smeden til at foretage arbejdet. Jeg vil kun have dækket udgifter til kørsel m.m. som jeg sætter til en fast pris af kr. 100.- , samt en kop kaffe, for et besøg og en skriftlig rapport sendt på mail”.

Hvis du er interesseret i at få et sikkerhedstjek mod indbrud af Henning kan du kontakte ham på b.h.larsen@mail.tele.dk eller på telefon 5124 3293.

Og puh ha! Oven på alle de informationer må du nu gerne tage en frisk dyb vejrtrækning.

OBS! Vi har tidligere haft noget ’bøvl’ med vores mailserver der har resulteret i, at mails, der er sendt til Herreværelset ikke kommer frem, MEN det skulle igen være i orden. Så send bare, hvis du har noget på hjerte.


Herreværelsets nytårskur og lidt om it-sikkerhed

Som du har set ovenfor startede vi nytårsmødet med en hel del informationer og gode intentioner fra Erling for det kommende år og herefter fik Ove så mikrofonen for at fortælle os noget om IT-sikkerhed.

Ove holdt et fremragende ’nede på jorden’ indlæg om den manglende IT-sikkerhed, som mange af os sikkert ikke i dagligdagen er så OBS på, som vi burde være. Han førte os med både plancher og information elegant gennem disse fire højaktuelle temaer om IT-sikkerhed på nettet og mobiltelefonen.

Phishing og fuphenvendelser

Kodeord og login

Fup når du handler på nettet

Vigtige opdateringer af din computer og mobil

Og på de mange spørgsmål og ’brummen’ over bordene er jeg sikker på, at Ove havde ramt et rigtigt godt emne for mange mennesker og måske især ældre (og der er vi jo nok også medregnet) er meget udsatte og ret nemme at narre, vi er simpelthen for godtroende.

Men blot ved at tænke os lidt om, kan vi relativ nemt forhindre, at vi bliver narret. Lyder et tilbud for godt til at være sandt – så er det helt givet ikke sandt! Og inden du klikker på et link eller på anden måde besvarer en mail, bør du lige overveje, om det er en fup mail (eller SMS). Og du skal ALDRIG udlevere eller sende informationer om dit cpr-nr, konti eller Nem-ID til nogen som helst. Det kræver hverken private virksomheder, banker, forsikringsselskaber, offentlige myndigheder eller andre, så hvis der er nogen, der beder om det, ja – så er det helt givet en fupmail, som du bør holde dig fra.-

Og Ove kunne også mange gode ’historier’ om kodeord, der enten er for nemme at gennemskue for hackere eller som måske ligger tilgængelige i huset – ja måske endda lige ved siden af PC’en.

Og det med at skifte kodeord og bruge forskellige kodeord til forskellige ting som f.eks. netbank, Nem-ID, læge mm er vi bestemt ikke gode til. Det kom vist også med al tydelighed frem på mødet.

Og mange har kodeord med kun få bogstaver/tal. Og her kunne Ove anbefale at man i stedet brugte lange kodeord med f.eks. både mellemrum, specialtegn, store og små bogstaver og tal i kombination. Ove havde en statistik, der viste, at hvis kodeordet var kombineret af 11 kombinationer ville det tage hackere ca. 116 år at finde den rigtige kombination – og det er da immervæk noget.

Og ikke mindst skal vi være meget opmærksomme på, hvem vi handler med på nettet. Der er iflg. Oves statistikker ca. 5 gange så mange svindel websider som sikre websider. Sidste år blev der svindlet for ca. 24 mio kr, hvilket er en forøgelse på 50% i forhold til året før.

Det man kan tjekke er ’e-handelsmærket’, som godkendte webforretninger har på deres hjemmeside. Derudover kan man se på ’http’ adressen. Hvis der er tilføjet et ’s’ til http – altså https er det en sikker side. Man kan også klikke på fanen ’Om os’ og hvis der her står noget vrøvl eller dårligt dansk eller måske endda slet ingenting, så kan du være sikker på, at det nok ikke er det sted du bør handle. Det samme gælder, hvis priserne ser lidt mystiske ud med f.eks. ’skæve’ ørebeløb som f.eks. kr. 103,73 o.lign. – ja så er det med at holde musen væk.

Oves helt igennem supergode og informative gennemgang/indlæg var med baggrund i anbefalinger fra Digitaliseringsstyrelsens kontor for cyber- og informationssikkerhed og vi siger tusind tak til Ove for at have bibragt os alle en viden, som jeg er overbevist om gav mange stof til eftertanke. Det synes at fremgå af kommentarerne under og efter indlægget.

Og ja, der blev kastet mange spørgsmål ud i lokalet i forbindelse med indlægget. Dem får du ikke svar på her, men hvis du vil se de plancher, informationer og eksempler Ove brugte på mødet kan du klikke her. Og bare rolig – det er et sikkert link.

Du kan læse mere om blandt andet IT-sikkerhed på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

Nåh ja og så! Efter Oves indlæg var der så frokost og det tidligere annoncerede og kendte smørrebrød var på forunderlig vis blevet skiftet ud med Tapas og det var ingen snydt med. Superlækkert og det blev endda først ’kultiveret’ indtaget efter et rungende ’værsgo’ fra Erling, så noget har vi da hørt efter.