Referat af mødet den 4. maj 2018

Mødet i Herreværelset den 4. maj

Grundet det forventede store deltagerantal var mødet flyttet til Nivå Sognegård, hvor 68 medlemmer havde fundet vejen til.

Erling bød velkommen til ’fødselsdagsmødet og havde i dagens anledning sat flag op udenfor. Erling præsenterede dagens temaer – præsentation af bogen Historier fra Herreværelset og indlæg af Per Stig Møller.

Ove havde til dagen (4. maj) fundet en sang frem fra hinsidan. Nemlig Östen Warnebrings version af ’Det var en lørdag aften’, hvor han beskriver lysene på den danske kyst i forbindelse med befrielsen. Teksten var ganske vist på svensk og det gav lidt problemer, men en god sang til den 4. maj. Det fortælles i øvrigt, at Östen Warnebring selv oplevede befrielsen set fra den svenske side og at det gav ham ideen til teksten.

Præsentation af bogen Historier fra Herreværelset

Så er bogen her endelig efter ca. 1 års spændende bogprojekt. Kulturudvalget har jo været med til at støtte projektet med kr. 5.000 og formand for Kulturudvalget Ulla Hardy var derfor inviteret med til præsentation af bogen og holdt en fin tale om både bogen og Herreværelset, hvorefter Niels Søndergaard overrakte hende et eksemplar af bogen.

Efter frokosten var der mulighed for at købe bogen til en medlemspris på KUN kr. 200 og hvis du ikke nåede at få købt bogen kan du da stadig nå det. Du kan bestille og læse mere om bogen her. og betale bogen via netbank til følgende reg.nr: 1329   Konto:   0216 267 486   (Nordea) og skriv KUN ”bogen” i feltet til beløbsmodtager og IKKE alt andet som f.eks. navn, adresse og andre sjove ting. På kontoudtog kan vi se betaleren. Der kan ikke betales via MobilPay.

Også Frederiksborg Amts Avis var mødt op med journalist og fotograf for at skrive om Herreværelset og bogen. Jeg har fået en melding fra journalisten (Steffen Slot) om at der ville komme en artikel ud af det i avisen lørdag den 5. maj. 
Det kom til at passe. Artiklen fyldte meste af Fredensborgsiderne lørdag den 5. maj.

Du kan læse artiklen i pdf-format her.

Indlæg af Per Stig Møller

Per Stig Møller tog som baggrund for sit indlæg udgangspunkt i sine to erindringsbøger ’Dage og Kampe’ og ’Udenrigsminister i krig og fred’. Men her skulle man godt nok holde ørene åbne, for det var et indlæg med mange ’spring’ frem og tilbage i tiden fra barndom til Udenrigsminister, dog uden at ’tråden’ blev tabt på nogen måde.

 Per Stig Møller er født i 1942, men var allerede kun ca. 1 år gammel ved at dø af en slem lungebetændelse, men blev dog ’reddet’, da en læge ville forsøge med noget penicillin, der ellers ikke var så brugt på det tidspunkt.

 Herefter flyttede familien Møller (hans far var jo den kendte politiker Poul Møller og moderen Lis Møller) til et rækkehus i Hvidovre for at få frisk luft. Et par år efter krigen flyttede de så til Frederiksberg.

Hans far og farbror spillede en del skak og i forbindelse med det lærte Per Stig en sætning af sin farbror, der var sat i skakmat, og som siden har fulgt ham. Nemlig at ’intet problem ikke kan løses, hvis man bare tænker sig om’. Den læresætning har han altid haft med i sit arbejde og beslutninger. Det gav han flere eksempler på.

Per Stig fortalte om mange både indenrigs- og udenrigspolitiske oplevelser og møder med mange politikere verden over. Han var også medarkitekt på en fredsaftale om Mellemøsten, der skulle resultere i en 2 statsløsning mellem Israel og Palæstina. Det var tæt på at lykkes, men glippede så desværre pga dårlig situationsfornemmelse fra både Israel, USA og Frankrig.

 Han fortalte også om sit forhold til de Baltiske lande gennem sin frimærkesamling som barn og om forhandlingerne i 2002 om udvidelsen i EU med de østeuropæiske lande. Om bilæggelsen af en opstået handelskonflikt med Kina, der var opstået  pga et Dahlai Lama besøg. Og naturligvis var der også lidt historie om Muhammedkrisen i 2006 og meget, meget mere.

 Per Stig  fortalte rigtig mange gode og underholdende anekdoter fra sin politiske karriere og der var mange ting, som gav stof til eftertanke, men bestemt også en god latter.

Et indlæg, der på en fremragende måde gav os et indblik i det politiske liv og ikke mindst det politiske spil.