Referat af mødet i Herreværelset den 15. december 2018

Mødet i Herreværelset den 15. december

Halløjsa og hold da helt julefest! En fantastisk julefrokost hele vejen igennem.

Med julelys i øjnene og godt julehumør var 48 medlemmer med til at gøre det til et fornøjeligt ’møde’. Og med så mange deltagere måtte ’ingeniørtropperne’ i gang med den store strategiske planløsning for bordopstilling. Og det lykkedes til fulde. Der var endda ’albuerum’ for alle.

Erling havde sørget for en fantastisk god frokostmenu med sild, fiskefilet,sylte, flæskesteg, leverpostej, ost og risalamande, og ingen behøvede at gå sultne fra bords for der var købt godt ind.

Og til al den mad krævedes jo også nogle drikkevarer. Det var der også rigeligt af, takket være alle de medlemmer, der har været med til at sponsorere øl og snaps til julefrokosten. Stor tak for det til alle sponsorer.

Erling havde indkaldt nogle ’fortropper’ til at hjælpe med bordopstilling, borddækning og i øvrigt med at gå til hånde inden det store ’frokostrykind’ fra de mange deltagere. Og en stor tak til alle, der hjalp med at gøre alt klart til det store ’ædegilde’.

Og deltagerne kom alle i god tid, så der også var mulighed for lige at nå en ’enkelt håndbajer’ og hyggelig snak i både køkkenet og i de kroge og pladser, der kunne findes i lokalet mellem alle borde og stole.

Nærmest på klokkeslæt, dvs. kl. 12, gik frokosten i gang, dog først med en velkomst fra Erling, der introducerede dagens musiker, Jarl Eriksen.

Og der blev gået til den fra starten – altså med sang og godt humør. Ove havde fået ’fabrikeret’ et lille sanghæfte med mange gode og sjove julesange – lige til rungende festlig fællessang. Jarl underholdt med sit ’maveorgel’ og sin tydelige sangstemme. Og det blev også til en hel del fællessang styret af Jarl, der i øvrigt underholdt med både naversange og gamle viser.

Så der blev spist, skålet, snakket og sunget lige til kl. ca. 3. En hyggelig, festlig og fornøjelig julefrokost, hvor alle var kommet med det gode humør. Det skal i have tak for.