Referat af mødet den 9. marts 2018

Mødet i Herreværelset den 9. marts

Hold da nu helt op. Så satte vi ny rekord med mindst 60 deltagere. Det ender da med, at vi også skal til at bruge trappen eller terrassen  i haven (så må vi jo bare håbe på bedre vejr, for dem der skulle blive placeret der). Men det lykkedes for Erling, efter flere forsøg med formandsklokken, at trænge igennem den høje stemning og byde velkommen til mødet, der også denne gang kunne sige ’hej’ til nye medlemmer.
 
Men først den gode tradition med en fællessang til at starte mødet på. Og tæt pakket bordopstilling gjorde, at selv Ove overgav sig til siddende sangudfoldelse. Denne gang en sang, der hed ’Langt højere bjerge’, men som absolut ikke handlede om bakkede landskaber, men mere om et kulinarisk
madorgie – lidt ’provokerende med ca. hele 2 timer til frokosten.
 
Erling appellerede til, at man tilmeldte sig møderne indenfor den tid, der var anført i nyhedsbrevet og at man brugte tilmeldingssystemet, som der er en link til her fra. Det er i alles interesse, da der ellers kan komme ’bøvl’ med smørebrødsbestillingen, der så kan medføre, at nogen må se på mens andre spiser – ikke så sjovt for dem der må undvære og heller ikke for dem, der så kan tage for sig at maden.
 
Herefter præsenterede Erling dagens indlæg ved John Macko.
 
 
Raketbasen i Gunderød  – og den var ikke til nytårsbrug
 
John Macko, der har været tjenestegørende i Gunderød i 20 år, holdt et indlæg om raketbatteriet her, der var et vigtigt led i luftforsvaret af København under den kolde krig sammen med 3 andre raketbatterier spredt omkring København.
 
I februar 1959 blev der installeret fire Nike raketbatterier omkring København. Det første batteri i Gunderød, andet batteri i Kongelunden på Amager, tredje batteri i Sigerslev på Stevns samt fjerde batteri i Tune ved Roskilde. Raketterne var en del af våbenhjælpen fra USA til Europa efter Anden Verdenskrig. Batterierne var underlagt Sjællandske Luftværns Regiment, der var en del af Hæren. Men allerede i 1962 blev de overført til Flyvevåbnet, hvilket John syntes var en sympatisk beslutning, da både tonen og arbejdsforholdene i Flyvevåbnet var langt bedre end i Hæren.
 
Men som John pointerede fra starten var der ikke tale om raketter, men om misiler. Det mindre Ajax misil og det lidt større Hercules misil. Ajax misilet kunne nå 20 km op og havde en rækkevidde på 45 km, mens Hercules misilet kunne nå 30 km op og havde en rækkevidde på godt 130 km.
 
Personellet, der gjorde tjeneste i Gunderød, var indkvarteret på Sjælsmarks Kaserne. Man arbejdede i to geografisk adskilte områder. I Selested Mose ved Fredtofte arbejdede den del, der varetog samling og vedligehold af missilerne. Og på Smidsbjerg, der ligger 58 meter over havet, var der installeret flere radarer, en computer til beregning af træfpunkter, samt en del kommunikationsudstyr.
 
Bemandingen var på omkring 130 mand ialt, og bestod for en stor dels vedkommende af en fast stab af stampersonel, da det tager lang tid at blive fortrolig med et så avanceret udstyr. Men også en del værne-pligtige hjalp til med de mindre tekniske opgaver samt bevogtning.
 
Både radarer og computere var særdeles avancerede set i datidens lys. Men det var selvfølgelig også en nødvendighed for at have et brugbart forsvarsberedskab. Heldigvis kom det aldrig i brug. Det eneste missil der er affyret her i landet er ’panikmisilet’ fra Olfert Fischer i 1982.
 
Men der skulle jo hele tiden holdes øje på radarerne og træffes hurtige beslutninger. Var den ’plet’ på radaren nu fjendtlige fly på vej eller var det bare Michael Huusom der var oppe i luften og vise ’ubudne gæster’ hjem igen eller måske bare en død flue på radarskærmen.
 
Og for at kunne arbejde med det avancerede udstyr var John flere gange på kursus i USA for at holde uddannelsen og erfaringen ved lige. Desuden kunne der på kurserne i USA fysisk afprøves de samme misiler, som var opstillet i Gunderød. Det kunne man ikke her hjemme.
 
Missilerne blev aktivt styrede, indtil de blev bragt til eksplosion. Det skete ved hjælp af styrede af radiosig-naler fra jorden. Normalt blev en mission styret fra en kommandocentral, der havde kontrollen over alle fire raketbatterier. Men batterierne kunne dog også operere selvstændigt.
 
Der var jo i forbindelse med hele anlægget jo også nødvendige øvelser, som jo også påvirkede og involverede naboernes privatliv og ejendom. Men det havde man taget højde for ved en gang om året at invitere naboer til god spisning med masser af drikkevarer. Så var der på den måde betalt tilbage for alle nabomæssige fortrædeligheder og skabt et godt naboskab.
 
Raketbatteriet i Gunderød blev lukket ned i sommeren 1981. I dag bliver et af radartårnene samt nogle af bygningerne benyttet af DMI til at indhente oplysninger om vejret.

under indlægget brugte John en del militære udtryk og forkortelser til at underbygge indlægget. Dem har jeg med flid undladt at referere. Det ligger udenfor min ordbog – undskyld John.
 
Jeg synes, at Johns indlæg også gav udtryk af, at Forsvaret var lidt af en ’loppetjans’. God løn, gode arbejdsforhold, godt samarbejdsmiljø og med mange muligheder for betalt efteruddannelse. Så ikke helt ringe at have været ansat her.
 
Men Johns indlæg var både spændende og informativt, især da vi jo nok ikke er mange, der har det store kendskab til, hvad der foregik i landet rent militært under den kolde krigstid. John suplerede sit indlæg med gode billeder og ikke mindst en stor portion humor og anekdoter. Det er altid velkomment. Så tak John for et godt indlæg.