Referat af mødet den 5. april 2019

Mødet i Herreværelset den 5. april 2019

Uha da! Det kunne have været blevet til en ’dum’ mødedag, da dagen startede med, at der ikke var nogen strøm, men det blev da heldigvis udbedret. Men 1 forhindring var ikke nok. Bordene var ikke stillet op, så det var godt, at mange gode hjælpere var kommet i så god tid, at det også blev klaret – sikkert med en del sved på panden  – men så var morgenmotionen jo også klaret. Men tak for den energiske indsats.
 
Og så kunne vi jo begynde mødet med en velkomst fra Erling til ca. 80 deltagere og til dagens indlægsholder, Michael Hellensberg.
 
Men intet møde uden en fællessang, så måske lidt lettere forpustet af opstarten på mødet, var det godt at komme op og stå og synge den glade forårsvise ’Katinga, Katinga, luk vinduet op’ af Sigfred Pedersen. Den originale titel er dog vist ’Søren Bramfris vise’, men det skal jeg nok ikke mere kloge mig i. Men en god sang til dagens møde.
 
PS! Der var rigtig mange gode og nyttige informationer på forrige møde den 22. marts. Derfor har jeg valgt at samle de fleste af dem i punktet ’Info fra mødet den 22. marts’ længere nede i nyhedsbrevet. God info skal jo ikke gå til spilde, så nu får du infoen igen.
 
OBS! Nyt om tilmelding og betaling til møderne i Herreværelset
På sidste møde informerede Erling om, at der i forbindelse med digital tilmelding til vores møder nu er tilføjet en betalingsfunktion, SOM SKAL BRUGES. Der skal derfor fremover betales direkte for mødet ved tilmelding med betalingskort (Dankort) således, at al økonomi omkring Herreværelset nu går via Ældre Sagen.  Og det ser virkelig ud til, at det er blevet brugt i forbindelse med tilmelding til mødet. Vi er glade for, at det er blevet modtaget positivt.
 
Der kan derfor IKKE længere betales via MobilePay til Erling.
 
Deltagerafgiften for møderne vil samtidig blive forhøjet således, at et ’normalt’ møde fremover vil koste kr. 60 incl. kaffe, 2 stk. smørrebrød og 1 øl/vand. Hvis deltagerprisen afviger her fra, vil det fremgå af beskrivelsen af mødet under punktet ’Næste møde …’.
 
 
Beretninger fra en udsendt til Irak
 
Politiinspektør Michael Hellensberg, der er udsendt for Danmark til en EU mission i Irak, holdt et indlæg om sit arbejde og oplevelser i en tumultarisk del af verden.
 
Indledningsvis fortalte Michael lidt om sig selv. Han har en baggrund i Livgarden for ca. 40 år siden og kan til næste år holde 40 års jubilæum med tjeneste i politiet. De seneste år som udsendt til Både Kabul i Afghanistan og Bagdad i Irak.
 
Men for at blive udsendt skal man nu om stunder gennemgå en særdeles specialiseret uddannelse med fag som f.eks. kulturforståelse, projektledelse, Strategisk planlægning og psykologi. Alt sammen for at ruste de udsendte til de opgaver de kommer ud til og ikke mindst for at kunne håndtere og forstå den kultur man møder som udsendt.
 
Noget man ikke tidligere har gjort så meget i ved udsendelser, hvilket man har fundet ud af, kun gav dårlige resultater ’i marken’. Uddannelsen gennemføres i uvildige omgivelser på CBS og er nu med til at gøre de udsendte rustet til opgaven på det strategiske- og handlingsmæssige plan. Og måske bliver man så også mere mentalt rustet til at gennemføre en udstationeringsopgave og der med måske ikke have så mange ar på sjælen, når man igen vender hjem.
 
Det kom personligt lidt bag på mig – og sikkert også for andre – at det nu kræver en så gedigen uddannelse for at blive udsendt. Men godt for det for alle parters skyld.
 
Udover de teoretiske uddannelser er der naturligvis også træning i skydefærdigheder. Man skal jo kunne passe på sig selv.
 
Nå, men Michael startede med at blive udsendt til Kabul, hvor han sammen med andre EU politifolk blev indkvarteret i en sikker militærbeskyttet lejr sammen med amerikanske soldater. Det var nærmest som et fort. Dog var der både tilgang til Burger King, MacDonald og supermarked, så amerikanerne kunne føle sig i vante hjemlige omgivelser – trods de kaotiske tilstande udenfor lejren.
 
Og man kørte bestemt ikke udenfor lejren uden bevæbnet beskyttelse. Og selv om han var den eneste, der havde et ærinde udenfor lejren, var der altid 3 køretøjer med bevæbnet vagt med til at sikre transporten. Man rådede bl.a. over nogle Toyotaer,  der var armeret med skudsikre døre og vinduer og sikret mod vejsidebomber. Men så vejede sådan en lille dyt pludselig også 4,5 tons.
 
Michael blev derefter udsendt til Bagdad i Irak, hvor han skulle hjælpe de lokale politigeneraler med strategisk planlægning af en stort set manglende infrastruktur og sikkerhed mod de terroristgrupper, der jo fortsat er i landet, bl.a. flygtede IS krigere.
 
Og nemt er det ikke, at få planlagt noget konstruktivt. Michael fortalte bl.a. at der alene i Indenrigsministeriet var ansat 600.000 medarbejdere. Og nåh ja, en del var sikkert døde, men de figurerede stadig som medarbejdere, så der kunne udbetales løn – smart. Og det var svært at få ryddet op i den massive ansættelse, da mange af dem var styret af ledere fra forskellige klaner.
 
Michael fortalte også, at der ikke betales skat i Irak og at både Benzin og el er gratis, så det ville være noget af en udfordring at få Irakerne til at forstå, at det kunne være en god ide at betale lidt skat, så der også kunne blive lidt til overs til at påbegynde en meget tiltrængt infrastruktur med f.eks. vejnet og jernbaner. Der findes stort set ingen toge i Irak.
 
Og som Michael selv gav udtryk for, er det ’lidt op ad bakke’, da der ikke er hverken megen lydhørhed eller forståelse hos de politigeneraler, han drøfter tingenes tilstand med. Mange af dem har slet ingen uddannelse, men er alene på den højt besatte post pga familierelationer eller ved korrupt betaling, da korruption også er et stort, men meget velkendt fænomen i Irak.
 
I Bagdad bor Michael på et luksushotel i ’Den Internationale By’, der er lukket for Irakere, der ikke har tilknytning til de udsendte. Hotellet er opført af Saddam Hussein som endnu en ’legeplads’ til sine 2 sønner og på toppen af hotellet er deres diskotek fra den gang stadig. Hotelpersonalet kommer fra alle andre dårligt stillede verdenshjørner end lige Irak og bor kummerligt i containere bag hotellet.
 
I den ’Internationale By’ er der også stadig store paladser opført af Saddam Hussein. Men bydelen er nu ved at blive lukket op for alle, hvilket indikerer, at forholdene er blevet noget bedre de seneste år eller også satser man bare på det.
 
Lidt makabert (efter min smag) er der også i Bagdad opført et Saddam Hussein Museum, hvor der bl.a. er opført en kopi af den jordhule han blev fundet i (i øvrigt med en dokumentmappe indeholdende 600.000 dollars), lige som der er en kopi af den fængselscelle han havde inden han blev hængt og som han vist også blev hængt i. Og der er sikkert mange andre grufulde ting at finde her, som kan skildre Saddam Hussein og hans endeligt.
 
Men Michael skal dog stadig ledsages af bevæbnede vagter, når han skal rundt til møder. Så på den måde er ikke meget anderledes end i Kabul.
 
Men for at bruge Michaels egne ord: ’Opgaven med at normalisere Irak sker ikke kortsigtet. Det er et langvarigt projekt, som man måske først ser resultatet af om nogle generationer’.
 
Michael har været udstationeret i Irak i 1 år og har sagt ja til at tage endnu 1 år. Naturligvis afstemt med familien for som Michael flere gange gav udtryk for, så skulle man ikke søge udsendelse, hvis man ikke 100% havde baglandets forståelse og fulde opbakning for man skulle jo gerne komme hjem igen uden sår på sjælen og med et intakt familieforhold. Familien skal være 1. prioritet under hele udsendelsesforløbet.
 
Det var et meget fortættende indlæg, der både gav stof til eftertanke, snak ved bordene og ikke mindst et indblik i, hvad der kræves af en udsendt og hvad man kommer ud for, når man skal arbejde i fremmede kulturer under noget kaotiske forhold. Så tak til Michael for et bragende godt indlæg.