Referat af mødet den 22. februar 2019

Mødet i Herreværelset den 22 februar 2019

I det lidt kolde solskindsvejr, var der kommet ca. 75 medlemmer til varme og hygge i Herreværelset, men også uhygge, skulle det vise sig.  
 
Erling var kommet hjem fra de sydlige himmelstrøg og kunne byde velkommen til mødet og præsenterede dagens indlæg med Charlotte Langkilde, som i 2014 efter 12 – 13 års forarbejde og research udgav bogen ”Bedraget”, en “moppedreng” af en bog om baggrunden, svindelen og de øvrige forhold i Nordisk Fjer, der førte til koncernens konkurs.  
 
Men før Charlotte Langkilde fik ordet, skulle den obligatoriske fællessang afsynges stående. Sangvalget var faldet på “Den blå anemone”.  For at understøtte Herrernes sangpræstation, var der musikledsagelse med forsanger, mens et billede af en blå anemone prydede storskærmen. 

Efter lidt tekniske problemer, kunne Charlotte Langkilde komme i gang med sit foredrag med udgangspunkt i sin bog om Nordisk Fjer.
 
Historien om Nordisk Fjer handler om en hæderkronet, solid dansk virksomhed, som blev spundet ind i et så kompliceret net af bedrag, at hverken medarbejdere, bestyrelse, revisorer eller medier dengang forstod, hvordan det hang sammen. Også efterforskningen havde efterfølgende svært ved at trænge til bunds i sagen. Det tog 8 år at afslutte den.  

Og Charlotte Langkilde brugte, som skrevet, 12 – 13 år på at få skrevet sin bog. Mange af de mennesker, som hun kontaktede under arbejdet med bogen, ville ikke tale med hende. Hun var undervejs ved at kaste bogprojektet fra sig mange gange, for de forhold hun fik indblik i var så forfærdelige, at hun næsten ikke kunne holde det ud.  Der var tale om magtbegær og storhedsvanvid. Om manipulationer og løgne så fantastiske, at bestyrelse, bankdirektører og revisorer blev fanget ind af dem. Om de menneskelige omkostninger ved bedraget. 

Johannes Petersen var uddannet kontorassistent i et stenhuggeri. I 1951 blev han ansat som ekspedient i Nordisk Fjers pakkeafdeling. Han arbejdede sig op i virksomheden til først direktør for afdelingen i Odense. Allerede her startede han med småfusk. I 1969 blev Johannes Petersen udnævnt til administrerende direktør i Nordisk Fjer. Fra 1987 fungerede han også som arbejdende bestyrelsesformand i virksomheden. Johannes Petersen havde ifølge Charlotte Langkilde enorme mindreværdkomplekser. Han ville være den største. Til at hjælpe sig med at styre forretningen med fast og ubarmhjertig hånd, havde Johannes Petersen en højre hånd og “efterretningschef”, bogholderen Inga Lydia Rasmussen. 
I 1985 ansatte Johannes Petersen sin søn Morten som særlig rådgiver for bestyrelsen i Nordisk Fjer. Johannes Petersen fik ham overtalt til at hjælpe med at udtænke svindelen og holde underskuddet skjult, så koncernen kunne overleve. 

Den tidligere administrerende direktør, H.O. Lange havde lagt mange af aktierne i Nordisk Fjer i fonde for at sikre virksomheden. Johannes Petersen udskiftede alle folk i centrale stillinger med sine egne, så han fik fuld kontrol. Han ville sidde på alle beslutninger – total topstyring. 

Nordisk Fjer var, efter Johannes Petersens overtagelse, to parallelle virksomheder:
Den regulære virksomhed, der producerede dyner, puder og sengetøj, som op gennem 1980’erne var kommet i økonomiske problemer.
Svindelvirksomheden, hvor firmaets bestyrelsesformand og direktør, Johannes Petersen, gjorde alt for at skjule de økonomiske problemer og få det til at se ud som om virksomheden havde stor vækst. 

Johannes Petersen besluttede i 1978, at Nordisk Fjer skulle satse på det amerikanske marked. Det gav fra start stort underskud, men Nordisk Fjer fortsatte med at udvide, og åbnede nye fabrikker i både USA, Japan og Australien. For at skjule, at virksomheden gav et stort underskud, blev der svindlet på mange måder. Alt var gennemsyret af svindel. Der blev udarbejdet opskrifter for svindel år for år. Der blev fabrikeret bilag. Varelageret blev værdiansat til luftkastelpriser. Der blev lavet meget forsikringssvindel. Man opererede med fupselskaber i skattely på kanaløerne, der skulle holde værdierne kunstigt i vejret. Der blev oprettet datterselskaber og gennemført fiktive handler mellem egne datterselskaber, bl.a. salg af maskiner til koncernens egne fabrikker til kunstigt opskruede priser. Redningsmanøvrene blev vildere og vildere. 

Som et par konkrete eksempler på svindel, nævnte Charlotte Langkilde blandt andre, at Nordisk Fjers dyner og puder oprindeligt indeholdt andefjer eller gåsefjer. Disse fjer var dyre at anskaffe og man prøvede med hønsefjer i stedet for. Hønsefjerene kostede 2 kr. pr. kg. På mystisk vis forvandlede fjerene sig til andefjer, gåsefjer og endte som edderdun til 2.000 kr. pr. kg. på sørejsen fra København til Singapore. 
Men hønsefjer er mere stive end andefjer. Ingeniører på fabrikken i Odense begyndte at udvikle en maskine, der kunne “knuse” hønsefjerene. Inden de var færdig-udviklede, insisterede Johannes Petersen på at få opstillet tre maskiner på forskellige fabrikker. Han overtalte bankerne til at købe dem for 30 mio. kr., så Nordisk Fjer kunne lease dem tilbage. 

Den største svindel lå i USA. I 1988 købte Nordisk Fjer den amerikanske tekstilvirksomhed Chatham Manufacturing Company, der havde 2.500 ansatte. På trods af løfter om at videreudvikle virksomheden, splittede Nordisk Fjer firmaet op, solgte det i småbider og malkede det for værdier, for at få Nordisk Fjers regnskaber til at se bedre ud. 

Hvorfor gik det så galt, som det gjorde, og hvordan kunne Johannes Petersen igennem mere end 30 år lyve, svindle og bedrage uden, at nogen reagerede – hverken indenfor eller udenfor koncernen? 

Medarbejderne fik gode lønninger og masser af goder. Hvis enkelte medarbejdere stillede kritiske spørgsmål, blev de kaldt til møde med Johannes Petersen og udsat for et umenneskeligt pres. 
Johannes Petersen nedbrød alle mennesker. 

En anden årsag var, at der i bestyrelsen sad folk fra toppen af dansk erhvervsliv. Det var blandt andet tidligere kammeradvokat Poul Schmith, Magasins direktør Jørgen Basse og formanden for Nationalbankens bestyrelse Poul Nørregaard Rasmussen. Den på papiret kompetente bestyrelse fungerede som en garant i forhold til bankerne for, at der var styr på økonomien i virksomheden. Bestyrelsen blev dog ført bag lyset af Johannes Petersen. For eksempel holdt han skiftende revisorers kritiske bemærkninger hemmelige overfor resten af bestyrelsen. Johannes Petersen misbrugte alle omkring sig.  
Kammeradvokat Poul Schmith var bestyrelsesformand. Ifølge Charlotte Langkilde var han i lommen på Johannes Petersen. Poul Schmith interesserede sig ikke for Nordisk Fjers drift. Han stillede ingen kritiske spørgsmål. Til gengæld levede han et liv i luksus på Nordisk Fjers regning. 

I årene op til konkursen skiftede Nordisk Fjer regnskabsprincipper 32 gange. Også revisorerne blev jævnligt udskiftet, da det bliver sværere og sværere at finde nogen, der vil godkende regnskabet. Blandt andre var C. Jespersen, som senere blev til KPMG, et af revisionsselskaberne. Men det var stadig muligt for Nordisk Fjer at låne penge i bankerne og sælge aktier. 

I efteråret 1990 fortalte Johannes Petersen, at tre udenlandske investorer ville købe halvdelen af aktiekapitalen for 500 millioner kroner. Denne meddelelse kom belejligt, da der i årene forinden havde været kritik fra analytikere og medier, der mente, at regnskaberne var uigennemskuelige. 
Svindlen stoppede først, da den blev afsløret af Dagbladet Børsen i onsdag den 14. november 1990. Børsen skrev, at handlen aldrig havde fundet sted. Københavns Fondsbørs satte Nordisk Fjer på observationslisten og udbad sig en forklaring fra virksomheden. Johannes Petersen meddelte samme dag, at artiklen var usand, og at han ville forklare sagen. 
De to store danske banker, Den Danske Bank og Unibank, indkaldte Johannes Petersen til et møde. Det samme gjorde bestyrelsen i Nordisk Fjer. Johannes Petersen udeblev fra begge møder. 
Fredag den 16. november 1990 løftede den dengang 38-årige finansdirektør i Nordisk Fjer lidt af sløret for al den svindel, der var foregået. 

Natten til den 18. november 1990 begik Johannes Petersen selvmord. Han blev fundet druknet i et badekar i sit sommerhus. Dagen efter gik Nordisk Fjer i betalingsstandsning, og i de følgende måneder oprulledes danmarkshistoriens største erhvervsskandale med svindel og gæld for 4 milliarder kroner. Man prøvede at redde selskabet, men i marts 1991 gik Nordisk Fjer konkurs. 

Den unge finansdirektør fik 8 års fængsel. Den regnskabsansvarlige fik 4 års fængsel. Flere af de øvrige involverede i svindelen gik stort set fri af straf – fik kun småbøder. Sønnen Morten gik helt fri af straf. 

Opklaringen af den gigantiske erhvervsskandale var så spektakulær og interessant, at det fik forfatter Charlotte Langkilde til at undersøge sagen nærmere.    

Jo, det er ganske vist – selv en lille fjer kan godt blive en stor erhvervsskandale. 
 
Charlotte Langkilde holder flere forskellige foredrag om sagen. Du kan læse mere om de forskellige foredrag og om Charlotte her https://artebooking.dk/charlotte-langkilde/
 
Og du kan læse lidt mere om Nordisk Fjer her https://da.wikipedia.org/wiki/Nordisk_Fjer