Referat af mødet den 20. oktober 2017

Mødet i Herreværelset den 20. oktober

Så var vi tilbage i Medborgerhuset, hvor 29 medlemmer indtog deres pladser, klar til dagens møde.

Midt i den gode kaffe og snak larmede Erling med sin formandsklokke og bød velkommen til deltagerne og Jens Barfod, der var dagens indlægsholder, men gav først ’tonen’ videre til ’sangkoret’, der havde medbragt en efterårssang, som vi alle, stående naturligvis, sang med på. Det var den gode gamle ’Nu falmer skoven trindt om land’ med alle sine 47 vers (måske lidt overdrevet, men mange vers var der nu alligevel – troede aldrig den fik ende).

Herefter tog Jens Barfod over.

Under frokosten informerede Erling om, at der allerede var kommet nogle sponsorater til julefrokosten, men flere var meget velkomne (se også under kommende møder)

Og Poul-Erik Parnov gav en status på bogprojektet. 

Præsten fortæller….

Jens Barfod holdt et meget interessant og muntert indlæg om at være sømandspræst.

Og hvis man gik og troede at Sømandskirken var en del af Folkekirken og at præster var nogen kedelige personer. Ja, så blev den opfattelse da totalt ændret.

Sømandskirken er uafhængig af Folkekirken og baseret på fonde og private tilskud. Mærsk og andre rederier er den største økonomiske støtte. Kun præstens løn betales af Kirkeministeriet. Og så var Jens absolut en både munter og humørfyldt præst, der kunne fortælle levende og sjovt om sit arbejde.
Så fik vi da sat det på plads.

Jens brugte det meste af sit indlæg til at fortælle om sin tid som sømandspræst i Lisabon (Portugal) fra 1972 til 1976. Og det var ikke ugentlige prædiker, der var mest af, måske en gang om måneden. Arbejdet bestod nok mere i at være sjælesørger og socialrådgiver for de danskere, der boede i Portugal og fortrinsvis de sømænd, der kom til Lisabon.

Han fortalte bl.a. om mange ’skæve’ eksistenser og den hjælp de kunne få hos ham enten i sømandskirken eller på skibene. Sømandskirken i Lisabon blev i øvrigt drevet i samarbejde med den svenske sømandskirke. Nordmændene ville ikke være med, da det var muligt at købe øl i sømandskirken – Fy da!

Jens kom også ind på de sociale forhold i Portugal på den tid. Det var jo under et facistisk regime og der var stor fattigdom blandt almindelige borgere. Men der måtte ikke være nogen arbejdsløse. Det så jo ikke godt ud set fra omverdnen. Så kunne man ikke få andet arbejde, kunne man altid blive tolder eller politibetjent. Så dem var der ganske mange af.

Og trods sin religiøse baggrund og arbejde som præst, fandt han hurtigt ud af, at bestikkelse var ’vejen frem’ i Lisabon, så hvorfor skulle en præst så holde sig tilbage. Man skulle jo kunne udføre sit arbejde. Politiet tog gerne imod både penge og spiritus for at se gennem fingre med forseelser eller for at ’hjælpe’ bedst muligt. Og tolderne var absolut ikke bedre.

Han fortalte bl.a. om en episode, hvor en trafikregulerende betjent stod i sit vejkryds på sin færdselsskammel og med fast hånd bestemte trafikkens regulering. Ved siden af skamlen var en spand forbeholdt gaver til den gode betjent. I et indfald af mulighedernes kunst lod Jens så en dag falde en flaske whisky ned i kurven og fra den dag var der både smil og forkørselsret for Jens, når han kom til det kryds.

En lang og spændende historie, der også inkluderede ’Nellike Revolutionen’ i 1974 (fordi soldaterne havde nelliker i geværløbene), hvor Portugal så overgik til et form for kommunistisk/socialistisk styre, der dog ikke gjorde velstanden bedre. Men nu havde Portugal da fået demokratisk styre.

Jens mødte på sin vej. hele samfundets spekter, søfolk og landkrabber, fra havnebumser til ambassadører. Ikke et kedeligt job.

Fra 1976 og 30 år frem var Jens sognepræst i Gråsten. Når han skal være lidt selvglad, plejer han at omtale sig selv som “kongelig feriekonfessionarius”. Sognekirken i Gråsten er jo en del af Gråsten slot, som hvert år er beboet af den kongelige familie. Dronning Ingrid havde sin faste plads i kirken under sit årlige ophold i byen og Jens fik et overordentlig godt forhold til Dronning Ingrid.

Fra 2009 – 2012 var Jens dansk præst for den danske menighed i Schweiz med kirke i Geneve. Hele landet udgjorde hans sogn. Der er ikke mange kilometer på de schweiziske landeveje, hvor hans bil ikke har været. På de 3 år kørte han mere end 150.000 km.

Fra 2013 – 2014 var han ansat som sømandspræst ved den danske kirke i Rotterdam, hvor han rigtig kunne se udviklingen på skibstrafikken og antallet af søfolk på skibene i forhold til sin tid som sømandspræst i Lisabon. Der var ligesom ikke rigtig længere så mange søfolk at være præst for.

Et meget fortællende indlæg, hvor man skulle være til stede for at få alle de sjove historier med. Og Jens kunne have fortsat, hvis ikke det var fordi ’mavemusklerne’ begyndte at knurre. Men stor tak til Jens for hans indlæg og hans indleven og entusiasme for at fortælle om sit arbejde som sømandspræst.