Referat af mødet den 14. december 2018

Mødet i Herreværelset den 14. december 2018

Så var der dækket op til årets julefrokost. Det var lykkedes på finurlig vis at få plads til 15 borde og et par ekstra til buffeten. Dermed ’sprængte’ vi den ellers fastsatte deltagerbegrænsning på 78 deltagere. Med lidt ’fingersnilde’ og god bordopstilling blev der plads til at 88 medlemmer kunne møde op i festligt julehumør.

Nogle medlemmer havde været lidt tidligere på den og sørget for opstilling af borde og stole, hyggelig borddækning og andet forefaldende køkkenarbejde for at vi alle kunne få én god dag. Og tak til jer alle for den indsats.

Erling åbnede frokosten kl. 12 med et varmt velkommen til alle og gav så ordet videre til en motoriseret ’landbetjent’ politiassistent Martin Beck, der er operativ forebygger og områdebetjent i Fredensborg Kommune.

Martin fortalte kort om sit arbejde, der primært bestod i at køre rundt i kommunen og holde et godt øje til, hvad der skete, men som jo også var parat til at rykke ud, når og hvis nogen skulle have brug for politiets hjælp. Og skulle du opleve noget her i kommunen, som virker lidt ’over kanten’, kan du kontakte Martin på tlf. 6163 8285 – men naturligvis kun, hvis det er påkrævet.

Efter Martins korte indlæg tog vi lige en ’startsang’ fra Oves glimrende julesanghæfte, inden der kom gang i indtagelse af sild, fiskefileter, leverpostej, flæskesteg, sylte og ost samt tilhørende drikkevarer. Der var også i år rigtig mange medlemmer, der havde sponsoreret til julefrokosten med det ’flydende’ og også rigtig mange tak til dem.

Under frokosten fik vi musikalsk akkompagnement af trioen ’Blå mandag’, der lige slog en smut forbi og gav nogle jazzagtige toner til indtagelse af føden samt naturligvis også bakkede os musikalsk op til sangene i det udleverede sanghæfte.

Joh, der var sgu rigtig god stemning med det hele til.

Efter mødet har Knud Moltsen sendt mig en artikel fra FDM’s medlemsblad ’Motor’ om Wunderland i Hamburg, hvor busturen til foråret jo skal på besøg. Du kan læse artiklen her.

GOD JUL og GODT NYTÅR til jer alle sammen og tak for et rigtig godt mødeår her i 2018.