Referat af mødet den 11. januar 2019

Mødet i Herreværelset den 11. januar 2019

Så fik vi startet op på møderne her i 2019. Og selv om vi startede året op med møde i de ’gamle’ mødelokaler var der kommet 60 deltagere, der alle kunne ønske hinanden et godt nytår. Og med lidt fiffig bordopstilling var der gjort plads til, at alle kunne få en siddeplads til kaffen og det efterfølgende indlæg på mødet.
 
Erling bød velkommen og et godt nytår til alle fremmødte (og det gælder sikkert også for jer, der ikke kunne komme) og præsenterede dagens indlægsholder, Ronni Persson.
 
Men først den gode traditionelle fællessang i stående positur. Ove havde til dagens møde ikke overraskende valgt ’Vær velkommen Herrens år’ og mærkeligt nok lød det helt stemningsfuldt og nærmest akustikmæssigt som i et kirkerum, da vi igjallede sangen.  Det lød godt sangmæssigt, men akustikken er nu noget bedre i de nye lokaler, når der skal snakkes over bordene.
 
Og til frokosten havde Erling fremtryllet en PØLSEVOGN med ’indbyggere’ og naturligvis også pølser. Den holdt fint parkeret tilpas fra indgangen til, at der kunne dannes ’pølsekø’. Og kom så ikke og sig noget om manglende køkultur. Den beviste vi med al tydelighed var vel eksisterende. En fremragende ide med pølsevognen og en bragende succes. Her kunne hentes ristede med brød, ristede hotdogs og franske hotdogs. Og i det gode solskinsvejr, som vi jo var tilsneget af, kunne vi holde frokosten udendørs hos ’restaurant fodkold’.
 
Super. Og jeg håber da ikke, at det var første, eneste og sidste gang vi så pølsevognen på besøg til et af vores møder.