Referat af mødet i Herreværelset den 15. november 2019


Mødet i Herreværelset den 15. november 2019

Igen var der 90 medlemmer(fuldt hus) der var kommet racende på gåben, cykel eller i bil til dagens møde i Herreværelset, hvor Erling kunne byde velkommen til alle og især nye medlemmer, der jo ikke endnu ved, hvad de går ind til, men det opdager de nok hen ad vejen.

Og Ove havde til dette møde fundet sangen ’Jeg er så glad for min cykel’ frem fra de glade Poul Kjøller dage og måske var det et hint til Erlings info om cykelprøvekontrollanter (se herunder) eller også var det for at tage farten lidt af John Øhlers indlæg om motorrace.

OBS! Hvis du endnu ikke har set/læst referatet fra borgmester Thomas Lykke Pedersens indlæg i Herreværelset den 1. november og svarene på de skriftligt stillede spørgsmål til ham inden mødet, kan du se det her.

Se iøvrigt siden med ’Forårets møder 2020
Der er en oversigt over møderækken for møderne i 1. halvår 2020. Glæd dig.


Cykelprøvekontrollanter søges

På vegne af Fredensborg Kommunes Vej-Skole-Politi samarbejde appellerede Erling til medlemmer af Herreværelset om at bistå som cykelprøvekontrollanter.

Og bare roligt. Det er først den 18., 19. og 25. maj 2020, hvor der afholdes cyklistprøver for alle 6. klasser i kommunen. Eleverne cykler en forudbestemt rute, mens nogle af deres klassekammerater, der er placeret langs ruten, holder øje med om de følger trafikreglerne. I den forbindelse har vi brug for voksne, der kan hygge om (og holde opsyn med) eleverne, der er placeret ude på ruterne, for at iagttage deres cyklende klassekammerater.

Der er altså ikke tale om at den voksne skal være kontrollør på cyklistprøverne, men mere om et behov for at eleverne, der skal kontrollere deres klassekammerater, ikke færdes alene på vejene uden voksne.

Og til den tid er det jo blevet forår og solen skinner og temperaturen er på det bedste, så her er mulighed for lidt forårshygge sammen med den spirende ungdom.

Så hvis du vil ud og nyde foråret og samtidig hygge med de unge, kan du melde dig som frivillig her til ved at sende en mail til Erling på erlingvraa@hotmail.com og i emnefeltet skrive ’cykelkontrollant’.

Læs mere om cyklistprøven her.


Sponsorer til årets bedste julefrokost

Hu hej! Vi har godt nok fået en hel del sponsorater(og mange tak for det) – de fleste med snaps, så det er ikke her vi bliver tørlagt, vel nærmest lagt i sprit – men så holder vi jo også længere. Men med er du i den rette julestemning kan du stadig når at være sponsor til en af årets store begivenheder i Herreværelset – julefrokosten og gerne med lidt øl til at skylle al den snaps ned med.

Som sponsor af drikkevarer til julefrokosten vil du blive garanteret en plads, da du får mulighed for at tilmelde dig julefrokosten ca. en uge før den officielle tilmelding bliver mulig, så det er lige op over og du vil endda få tilbudt en plads ved VIP bordet ved scenen, hvor du så er nærmest buffeten og kan være så heldig også at få Johnny til bords. Bedre kan det da ikke blive.

Hvis du vil være sponsor kan du skrive til Herreværelset på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk og i emnefeltet skrive ’Julefrokostsponsor’. Husk også at skrive, hvad du gerne vil sponsere med (og gerne ølbajere).


Historiske motorløb

John Øhlers holdt et indlæg om historiske motorløb og det vil jeg f…… godt nok sige var et indlæg fyldt med entusiasme for hans store lidenskab – motorløb med gamle biler.

John er udlært VW Mekaniker og har været Smed/ Mekaniker til juni 2016 hvor han gik på efterløn og fra feb.2017 pensionist.

Siden John var ganske ung har han haft interesse for biler og motorcykler og herunder Motorsport og fortalte om sin store passion for motorsport gennem livet lige fra skoletiden.

Allerede som 7-8 årig var han godt i gang med at skrue på motorer bl.a. på sin første knallert, som han som 8-årig huserede rundt på over stubmarkerne i Lønholt. Og det blev jo ikke ved det. Også gamle biler kunne han i sin barndom race hen over markerne i.

På et tidspunkt fik John og hans motorvenner lov til at anlægge en mindre, men anvendelig racerbane på en brakmark i Lønholt og det førte (naturligvis fristes man til at sige) også til at John startede Lønholt Motorklub. Jeg ved ikke om den stadig eksisterer, men godt gået.

Som 15-årig fik han sin første motocross maskine og kørte nogle år crossløb på Sjælland bl.a. på Kejserdalsbanen her i Humlebæk og andre baner på Sjælland – så benzin i blodet har der altid været.

John fortalte om sit liv med biler og motorsport og viste en masse billeder her fra, som jeg jo desværre ikke kan referere, de skulle ses med hans tilhørende fortælling. Men at det er en stor del af hans liv kunne vist ingen være i tvivl om.

Der er blevet skruet på vel alt, der kunne skrues på. Biler skilt ad og sat sammen igen som godkendt racer. Og John, der stadig er aktiv motorkører, har kørt de danske, svenske og norske motorbaner tynde i race med historiske biler. Dvs. biler af ældre dato og ombygget til race. John deltager i ca. 10 løb årligt på skandinaviske baner. Og det er ikke en helt billig fornøjelse. Udover omkostninger til vedligeholdelse af racerbilerne, brændstof og transport til de forskellige løb skal der også betales ca. kr. 3.000 bare for at få lov til at deltage. Og der er ikke pengepræmier at køre om – det er kun fornøjelsen og æren.

Han fortalte også lidt om sit møde med Prins Joachim (Hans Kongelige Højhastighed, som John kaldte ham), der jo også er bidt af den sport og som John ved mange løb har supporteret med sin viden og værktøjer. Og ifølge John helt nede på jorden, når han er i racermiljøet.

Jeg har ikke selv en kæft forstand på biler og slet ikke motorer, men det var sjovt at bemærke, hvordan ’drengerøvene’ kom tilbage i deltagerne ved Johns indlæg om motorsport, raske biler og snavs på fingrene, lige som da vi tidligere havde et indlæg om modeltog.

Det var et fremragende og ikke mindst muntert indlæg, så mange tak John for at indvie os i din store passion.