Referat af mødet den 6. september 2019


Igen et velbesøgt og humørfyldt møde i Herreværelset, hvor der var kommet ca. 75 deltagere.
 
Og midt i kaffesnakken kunne Erling så byde velkommen til alle, både gamle og nye medlemmer.
 
Og Ove, den stakkels mand, kæmpede en brav kamp for at få teknikken til at virke til fællessangen ’Åbent landskab og skulle akkompagneres af Erik Grips sang og musik. Men ak, igen virkede teknikken ikke helt efter planen, men vi fik da ’mumlet’ noget af sangen igennem uden musik. Det skal nok med tiden blive bedre – altså teknikken.
 
Her efter gav Erling ordet videre til dagens indlægsholder, Poul-Erik Rasmussen.
 
 
Godhavn – hvad var det der skete og hvordan kunne det ske !
 

Poul-Erik Rasmussen, der er en af ’Godhavndrengene’ fortalte lidt om sin tid på Godhavn og sit efterfølgende arbejde for at få en officiel undskyldning fra de danske myndigheder.
 
Poul-Erik blev anbragt på Godhavn i 1960, 10 år gammel – og hvorfor nu det? Han boede sammen med 2 søskende med en alenemor, der måtte arbejde hårdt for at skaffe penge til dagen og vejen og måske derfor ikke havde det store  overblik over, hvad børnene så lavede.
 
Poul-Erik var lidt rastløs og havde forskelligt arbejde i stedet for at passe skolen. Og så pludselig en dag blev han passet op på gaden af 2 mænd, der uden yderligere foranstaltninger kørte ham direkte til børnehjemmet Godhavn. Man kunne jo ikke som barn ’bare’ føjte rundt på gaden og ikke passe sin skole. Det havde man åbenbart myndighederne til at styre uden om forældrene. Der skulle så gå hele 6 måneder her fra til han så sin mor igen. Alene det er barske forhold at tænke på.
 
På Godhavn skulle der arbejdes fra morgen til aften. Der var forskellige værksteder, lidt landbrug og gartneri, som drengene skulle passe og som Poul-Erik fortalte, var daglønnen tørre tæsk og afsindige ydmygelser på enhver måde.
 
Der var den gang ca. 350 børnehjemsinstitutioner i Danmark, der i princippet var overgået til Staten under Statens tilsyn, men reelt fungerede som privatejede institutioner. Og stort set alle fungerede som Godhavn med hårdt arbejde, tæsk og anden fornedrelse. De der var anbragt der, var jo ’kun’ hverdagens afskum og skulle behandles som sådan.
 
Institutionerne fik et tilskud pr. anbragt barn, så det var jo om at have så mange som muligt. På Godhavn var der 50 børn op til 15 års alderen, der alle sov i samme soverum, hvor sengene af samme årsag jo var stuvet så tæt sammen som muligt.
 
Naturligvis var der en bestyrelse på Godhavn, der skulle sikre driften og lidt anstændighed, men den bestod af forstanderen og hans venner og familie, så det var så som så med anden kontrol og disciplin end den forstanderen ønskede. Han var naturligvis aflønnet som bestyrelsen besluttede og Godhavn var jo derfor også i princippet en privat institution, der kunne gøre hvad de ville, selv om den var underlagt Statens tilsyn. Et tilsyn med et anmeldt kontrolbesøg i god tid, så alle kunne være forberedt. Og opsynet gik ikke ud på at snakke med drengene, men mere om at få en god frokost med forstanderen og medarbejderne.
 
Forstanderen og overlæreren var de absolut mest brutale, ja, nærmest voldsliderlige. Ikke en dag uden nogen korporligt skulle afstraffes fra deres side. Og de andre lærere fulgte godt med selv om de fra starten af deres ansættelse måske var lidt afholdende, men hvis de ville være der, så måtte de følge forstanderens brutale regler.
 
Nogle lærere kunne dog ikke klare forholdene og sagde op i protest og nogle af dem henvendte sig da også til det såkaldte statslige tilsyn med deres oplevelser, men det blev affejet med, at det var pure opspind – sådan var det jo ikke, når de spurgte forstanderen og han måtte jo vide det, da han jo var ’noget ved musikken’, bl.a. var han formand for Forstanderforeningen. Tak skæbne.
 
Poul-Erik fortalte også om det seksuelle misbrug af mange af drengene, som fandt sted på Godhavn. Bl.a. fortalte han om en lærer, der lige havde forladt 2 års fængselsdom for pædofili, men som straks her efter blev ansat på Godhavn. Det var åbenbart en god kompetence.
 
Der var til Godhavn tilknyttet en læge/psykiater, så hvorfor ikke også, når man jo havde et større antal ’forsøgskaniner’ til fri rådighed eksperimentere lidt med forskellige piller. Stort set alle de anbragte fik piller mod både det ene og det andet. Poul-Erik fik også nogen piller, men ved ikke helt, hvad det var. Måske amfetamin, depressionsmiddel eller noget helt andet. Han husker blot, at de var lyserøde. Ikke så underligt, at mange senere blev misbrugere.
 
Dagligdagen var som nævnt hårdt arbejde. Poul-Erik skrællede således kartofler hver formiddag 7 dage om ugen i 4 år – men så var han jo også fri for at deltagae i det hårde arbejde i værkstederne eller gartneriet.
 
Om eftermiddagen var der 2 timers skolegang med dansk og regning – det var det.
 
I sine 5 år på Gudhavn stak Poul-Erik af hele 12 gange, men kom naturligvis (eller måske desværre) tilbage hver gang med en ordentlig gang tæsk og anden afstraffelse som straf for flugtforsøget.
 
Når man rundede de 15 år blev man udskrevet fra Godhavn og overladt til sig selv. Her fra måtte man så finde ’livets lykke’ og det medførte jo også, at mange af de tidligere anbragte drenge havnede i misbrug og kriminalitet nu, hvor de ellers endelig var blevet fri for ydmygelser af enhver art. De havde jo ikke fået en normal skolegang eller fået et kendskab til samfundets vilkår udenfor Godhavn.
 
Og grunden til, at man blev ’udskrevet’ som 15-årig var, at der efter det 15. år ikke længere var offentlig tilskud til den anbragte, så det var jo ikke længere en givtig forretning for institutionen at have dem på kost og logi. Så var det bare med at få nogen nye ind i stedet, der kunne give tilskud til institutionen (er det mon ikke også sådan nogen steder i dag – bare mine egne tanker).
 
Og ja, Poul-Erik fortalte flere rædselshistorier om sit ophold på Godhavn og andre tilsvarende institutioner. Og tænk, det var først i begyndelsen af 70’erne der fra Statens side skete noget, så forholdene blev ændret. Det skete, da der kom en ny tilsynsførende, Oscar Plougmann, hos Statens tilsyn, som begyndte med uanmeldte tilsynsbesøg og som noget helt nyt også begyndte at snakke med de anbragte børn om deres forhold. Så kom der skred i fortællingen om de mange grusomheder, der var dagligdagen på de mange anbringelsessteder.
 
Men i 70’erne. Tænk en gang. Det var jo den gang du og jeg rendte og legede ude på gaden eller var i vores bedste ungdom – længere er det sgu ikke siden. Tankevækkende.
 
Poul-Erik kunne også fortælle, at der i forbindelse med filmen ’Der kommer en dag’ om Godhavn var flere scener, der blev klippet ud af filmen fordi de var for voldsomme. Ikke i forhold til virkeligheden, men for seeren. Så det har været barske forhold for filmen i sig selv er jo ret så voldsom.
 
Men Poul-Erik kom heldigvis ’ud i livet’ med begge ben på jorden og fik, modsat mange andre, en tilværelse uden misbrug og kriminalitet.
 
Under forskellige omstændigheder kom han i 2005 i gang med, sammen med andre Godhavndrenge, at arbejde for at få en officiel undskyldning fra myndighederne. Og det har været en meget hård kamp med møder med politikere og retssager, hvor Bjørn Elmquist har været deres advokat.
 
Og som det jo nok er de fleste bekendt fik Godhavndrengene og andre institutionsanbragte så endelig en officiel undskyldning fra Statsminister Mette Frederiksen her i august måned. En undskyldning, som var til stor glæde og lettelse for alle de anbragte børn, der nu kan se sig selv i øjnene og sige: ”det var ikke min skyld”. Poul-Erik fik kort efter over 800 mails fra tidligere anbragte eller pårørende til anbragte med en tak og et ’lettelsens suk’.
 
Gruppen bag Godhavndrengene med bl.a. Poul-Erik og Bjørn Elmquist har fået et tilskud fra Staten og skal sammen med Børns Rettigheder besøge flere institutioner og tale med de anbragte børn her for at sikre, at forholdene er som de bør være.
 
For som Poul-Erik sluttede af med at sige, så sker det stadig og ikke alle anbragte børn har det godt, hvor de er og det gælder både institutioner og plejefamilier.
 
Og jeg kunne fortsætte med beskrivelse af Poul-Eriks indlæg, men det skal jo ikke blive til en bog om Poul-Erik og Godhavn, men et kort referat af mødet i Herreværelset, som nok allerede er blevet for langt, så jeg slutter her med en stor tak til Poul-Erik for et fremragende og tankevækkende indlæg, som nok rystede nogle af os en hel del.