Referat af mødet den 14. juni 2019

Mødet i Herreværelset den 14. juni
 
Hold da nu lige helt fest! Ca. 75 meget sommerhumørfyldte medlemmer var mødt frem til afslutningen af 1. halvårs møder. Og allerede fra starten var snakketøjet så godt i gang , at Erling dårligt kunne få ordlyd til at få budt velkommen. Men med høj stemmeføring og lidt kraftig styrke på mikrofonanlægget lykkedes det dog for Erling at byde velkommen og få givet ordet videre til Ove, der med lidt startvanskeligheder fik gang i fællessangen.
 
Og med lidt hjælp fra DR’s pigekor (afspillet naturligvis) fik vi med høj røst afsunget den gode sommersang ’Danmark nu blunder den lyse nat’. Det er jo den sang, der også indeholder nogle linier om ’regn der går og kommer, det er den danske sommer’ og det kan vi for tiden vist nikke genkendende til. Meeen, lad os nu se, det bliver nok en god sommer igen.
 
Undervejs i det festlige grillarrangement informerede Erling om en mulig 3 dages tur til bl.a. folkevognsfabrikken i Wolfsburg og om alarmsystem fra Falck. Men begge dele kan du læse mere om senere her i nyhedsbrevet.
 
Og formelt går Herreværelset jo nu på sommerferie indtil 23. august. Men på mødet var der nogle medlemmer, der bad mig om her i nyhedsbrevet lige at informere om, at der var interesse fra nogen medlemmer om at kunne mødes uformelt i Herreværelset. Det kunne så være i haven bag Egedal Byens Hus (hvor vi jo normalt også mødes). Det er så hermed gjort.
 
Hvis du er interesseret kan du så her mødes til en hyggesnak med andre medlemmer på fredage i lige uger fra kl. 11-14. Der vil ikke være nogen ’opvartning’, så hvis du kommer, skal du selv medbringe mad og drikkevarer.
 
Men til alle: RIGTIG GOD SOMMER – vi ses igen den 23. august.
 
 
Afslutning af 1. halvårs møder med grillparty
 
SUVERÆNT, SUVERÆNT! Der findes ikke bedre ord. Sikken et afslutningsmøde. Helt formidabelt hele vejen igennem – og ikke mindst med meget højt humør fra deltagerne. Og der manglede bestemt ikke noget, hverken humør, snak, hygge, mad, øl eller vin.
 
Vejrguderne var helt med os, så vi igen i år kunne slutte 1. halvår af med et gigantisk godt grillparty. Mens Erling stod for grillningen havde han engageret en fantastisk entertainer, Steen Svanholm, til at underholde i en times tid. Og det gjorde han fremragende og som jeg oplevede det og hørte efterfølgende  til stor fornøjelse for alle. Han var en fantastisk god underholder med sjove historier og gode (vise)sange og han faldt i med deltagerne lige fra starten.
 
Og som nævnt.  Den gode grillmester og formand Erling diskede op med grillet laks med flutes, kalveculotte og soyamarineret svinemørbrad og til sidst lidt pølser med brød og som tilbehør blandet grøn salat, perlebygsalat og flødekartofler.
 
Ingen kan påstå, at de gik sultne fra mødet, der var i overflod af alt.
 
Så med den grillgourmet afslutning på 1. halvårs møder siger vi i bestyrelsen tak for et godt halvår og på gensyn.
 
En rigtig stor tak til Erling for arrangementet og naturligvis også en stor tak til de mange, der hjalp til for at få det hele til at fungere perfekt.


Alle mødedeltagerne i samlet flok foran Egedal Byens Hus

Referat af mødet den 24. august 2018

Mødet i Herreværelset den 24. august 2018

Så er sommeren i bogstaveligste forstand brugt og Herreværelset er startet op for 2. halvår.

Det fik ca. 50 medlemmer til at møde op og her i blandt en hel del nye medlemmer, der er kommet til i sommerens løb. Vi er nu ca. 140 medlemmer af Herreværelset.

Inden siddende og fyldig afsyngning af den gode traditionelle fællessang, som Ove havde medbragt (’Herlig en sommerdag’) bød Erling velkommen til alle fremmødte og et pænt ’goddag’ til alle nye medlemmer (der var ca. 10).

Desværre var vejret ikke lige til havevandring eller småhygge i haven, så vi indtog igen det gode gamle mødelokale, da det nye desværre ikke er helt klar til brug endnu. Der mangler stadig at blive færdiggjort nogle småting med vinduesskodder, mikrofonanlæg, køkkenudstyr, rulleborde mv. Erling informerede om, at der er anskaffet 100 stole, men ’kun’ borde til ca. 60 mødedeltagere. Det gav anledning til lidt debat om forslag om, at Herreværelset så evt. kunne købe nogen ekstraborde (klapborde). Men den problematik vil Erling tage op med Kulturudvalget. Og rent praktisk kan lokalet slet ikke bookes endnu, så den fornøjelse må vi have til gode.

Og inden Erling skulle klargøre ’øfferne’ til flæskestegssandwich benyttede han mødet til lidt generel information og forslag.

Erling ville gerne høre deltagernes mening om det var den rigtige måde vi holdt møderne på med et indlæg som ’dagens tema’. Det var der flere, der synes var en god måde, men hvis du har andre synspunkter hører vi gerne fra dig. Det samme gælder for udflugter. Det er vanskeligt at finde udflugter, der ikke koster en ’bondegård’, men igen, hvis du har gode forslag, så lad høre fra dig.

Og hvis du har forslag til indlæg i Herreværelset. Enten du selv vil bidrage med et indlæg eller du kender en, der vil eller måske bare har en god ide om et emne. Så skriv gerne direkte til mig (Bent) på mail jbmarcussen@gmail.com Jeg samler på den slags oplysninger, så der altid er noget at vælge indlæg ud fra.

Som en ’gigaudflugt’ foreslog Erling en 2-dages bustur til Hamburg for at se Airbus fabrikken og miniature Wonderland, operaen , et bryggeri eller hvad der nu var steming for. Turen skulle i givet fald arrangeres til foråret og vil koste i omegnen af kr. 1.400 pr. deltager incl. Transport, overnatning, lidt føde og entrebilletter. Der vil være en begrænsning på ca. 40 deltagere og måske kan noget af overskuddet fra bogen ’Historier fra Herreværelset’ bruges her til.

Men for at få en fornemmelse af, om der er tilslutning til en sådan tur må du gerne sende os en mail med din tilkendegivelse af, om du kunne være interesseret. Det er ikke en bindende tilmelding, men blot et hint til os om, hvor mange der er interesseret. Du kan sende en mail til Herreværelset på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk og du må meget gerne i emnefeltet skrive ’Hamburg’.

Erling appellerede til, at betaling for mødedeltagelse blev betalt via hans MobilPay. Det kan du gøre på tlf. 2618 1716. Det vil gøre det hele lidt lettere for ham.

Vi har fra starten af Herreværelset været 4 frivillige til at forestå mødearrangementer. Men da vi jo nu er blevet mange medlemmer og dermed også flere mødedeltagere efterlyste Erling nogen flere frivillige til at hjælpe med mødearrangementerne. Bordopstilling, bestilling og afhentning af smørrebrød, indkøb af øl/vand og andre praktiske gøremål. Mange hjælper heldigvis allerede til efter behov, så det er mere for at få nogen ’faste’ hjælpere at trække på.
Og det er ikke noget du får andet end fornøjelsen af eller jo, du får km-penge, da du jo ikke skal have udgifter ud af det og så inviteres du hver 2. år med til frivillig fest med middag og underholdning på Karlebo Kro.

Det ’lokkede’ åbenbart allerede på mødet nogen til at melde sig. Erling har informeret mig om, at der er 5 medlemmer, der har meldt sig og at der er yderligere 2 tilkendegivelser. Så mange tak for det.

Og husk tilmelding senest mandag før mødet aht. bestilling af madvarer og andet til mødet. Hvis du ikke har nået det senest mandag må du skrive en mail til os så vi kan prøve at få ekstra bestilling med. Men det skal være senest onsdag aften.

Arne Jappe fortalte om og demonstrerede et nyt ’tursystem’ som Ældre Sagen her i kommunen har anskaffet. Det er et system, hvor en ’guide’ via sin mikrofon kan informere deltagere på den guidede tur via ’høretelefoner’, som deltagerne får udleveret (til låns selvfølgelig). Men det kan selvfølgelig også anvendes til mange andre formål.

Systemet, der er købt hos Oticon, kan med stor fordel anvendes af høreapparatsbrugere nærmest uanset apparattype – det var faktisk et af formålene med anskaffelsen og der kan pt tilsluttes 44 brugere.

Herefter var der almindelig rundtur i det nye mødeanneks og når de sidste små ting er på plads kan det blive rigtig godt her.

PS! Som du kan se under ’Kommende møder’ vil borgmester Thomas Lykke Pedersen deltage på mødet den 19. oktober. Hvis du har spørgsmål til Thomas må du meget gerne sende dem til Herreværelset på herrevaerelset@fredensborg-aeldresag.dk så samler vi spørgsmålene op og sender dem til ham. Vi vil derfor gerne have dine spørgsmål senest den 1. oktober.